Just My ‘Cup Of Tea’
I dag har været en af de dage, hvor mystikken har luret i luften og spredt sig som en hvid tåge blandt mennesker og bygninger. For mig har noget så uvant altid haft en dragende effekt. Sent på eftermiddagen fik jeg endelig bevæget mig ud i det hvide slør, og alt syntes så underligt øde og stille. Folk bevægede sig som spøgelser i kulissen, og skygger listede rundt i tågerne. Stilheden var bemærkelsesværdig. Næsten fredelig. Det var som om, at alle gik rundt for sig selv og prøvede at finde en forklaring på, hvorfor vi pludseligt var blevet fanget af en uigennemtrængelig hvid mur. En mur der konstant omringede én og afskærmede for omverdenen. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage hjem. Ikke helt endnu. Ikke i den tid hvor jeg følte mig allermest fascineret af det ukendte. Jeg mødtes med min moster, og sammen bevægede vi os rundt for at ordne lidt praktisk. Den betagende tåge blev langsomt erstattet af aftenen og mørket, og snart kunne man end ikke få øje på dét der hele dagen havde været så fængende.
Nu sidder jeg i bussen. Mørket udenfor har renset verdenen for liv. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at tiden i bussen var gået i stå. Bussen er næsten tom for andre mennesker. Jeg kan mærke, at vi kommer støt fremad, men tanken bliver alligevel mærkelig af, ikke at kunne følge med i ruten ved hjælp af omgivelserne. Passivt kommer jeg tættere på endestationen, men jeg føler alligevel, at vi er fanget i en mørk tidslomme. Det går langsomt op for mig, at jeg føler mig i mit es. Afslappende sidder jeg med en kop varm te. Til trods for at man ikke må drikke i bussen, tager jeg mig alligevel friheden. Jeg er sikker på, at chaufføren vil acceptere det. Jeg synes, at vi begge fik lavet et venligt og indforstået nik med hovedet til hinanden, da jeg stod på. Lidt ligesom i en musikvideo, hvor musikken fylder hele lydrummet, og alt de medvirkende kan gøre for at kommunikere er, at kaste med hovedet og smile skævt til hinanden. Forsigtigt drikker jeg af koppen. Varmen fra den kogende te breder sig ud i alle årene i kroppen. Jeg bliver fyldt med en ro der lader mit hovede falde tilbage i sædet. Livet er bemærkelsesværdigt. Endnu en tår fra den friske te sender en ny bølge af fornyet energi ud i hver en celle. Varmen omfavner mit hjerte og kæler let om det, før fornemmelsen flyder videre ud i armene, hænderne og til sidst ender i fingerspidserne.
Det har været en interessant dag. Ikke en perfekt dag som i sol, sommer og varme. Men en perfekt dag til at åbne sindet op for inspiration. Lige nu tænker jeg på, om tågen svæver derude i mørket afventende på os alle sammen. Så den kan byde på en ny, forunderlig, mærkværdig dag i morgen. Under alle omstændigheder må jeg konkludere, at det har været “just my kind of day”. Jeg vil tage endnu en slurk af min te og elske livet lidt mere.
